Blog

En følelse der har sat sig fast – måske genkender du den også?

Måske har du fulgt mig som behandler. Måske er du bare nysgerrig.
Jeg vil gerne tage dig med, mens noget nyt folder sig ud.

Jeg husker glæden lige efter fødslen af mit tredje barn. Hendes små, buttede arme og ben fik mit hjerte til at svulme af lykke.

Hendes storesøster havde været igennem et langt forløb med indlæggelser, spiseproblemer, bekymringer og kontrolvejninger – men denne gang ville det være anderledes.

Da jeg mærkede hendes små elastikker, kunne jeg ikke lade være med at grine. Denne gang skulle det blive bedre.

Men det gjorde det ikke.
Hun begyndte hurtigt at tabe sig.
Kun fjorten dage gammel blev vi indlagt første gang.

Hun kunne ikke spise. Jeg kunne ikke sove. Og hver gang jeg måtte forlade mine to andre børn for at tage med hende på hospitalet, følte jeg mig forkert.

Jeg vænnede mig aldrig til følelsen af at lægge mit barn i narkose.
Og den dag i dag kan jeg stadig genkalde mig lugten af en operationsstue.

Det var en tid, hvor jeg kæmpede for hendes liv – og samtidig for at holde sammen på min familie. Jeg var omgivet af gode mennesker, men alligevel følte jeg mig ensom som aldrig før.

Fjorten dage efter børnene og jeg flyttede fra deres far, begyndte hun at spise.
Jeg glemmer aldrig tårerne, der trillede ned ad kinderne, da hun for første gang sank sin mad.

Efter ti måneder med sonde. Ti måneder med skyld, skam, håb og venten.
I hendes papirer står der, at hendes spisevægring skyldtes den mentale belastning i hjemmet.

Det blev et vendepunkt for mig.

En af de største selverkendelser i mit liv.
Hun viste mig, hvor stærk forbindelsen er mellem det indre og det ydre.
Mellem psyke og krop.
Hun blev begyndelsen på min egen helingsrejse.

Jeg har længe vidst, at det skulle slutte.
At noget var ved at ændre sig.
Og alligevel er det først nu, at det for alvor mærkes.

Nu, hvor briksen snart pakkes væk, og stilheden begynder at brede sig i rummet.
Jeg kan mærke, at jeg står midt i det tomrum, der opstår, når noget er nødt til at slippe for at noget andet kan få plads.

Klinik Valentin har været min første hud.
Mit beskyttende lag.

Men noget i mig har længe kaldt på mere – eller måske mindre.
Et skift, der har været længe undervejs.
Jeg har talt med mange kvinder de seneste år.
Én sætning og en følelse der er gået igen og igen:

“Jeg føler mig alene – selvom jeg ikke er det.”

Personligt kender jeg den følelse alt for godt.

Det der med at sidde sammen med andre og føle sig forkert, uset eller ude af takt.
Fordi ingen ser det inderste.
Det bløde. Det hårde. Det sårbare.
Det, der længes efter at være mere og andet end mor, partner, søster, datter eller kollega.

Min egen længsel – og alt det, kvinder har betroet mig gennem årene – er ved at væve sig sammen til en ny begyndelse.

En ny start for Sille Valentin.

Jeg har et ønske om, at vi ikke længere skal hele os selv i tavshed, men møde os selv i relationen med andre og spejle os i hinanden.
Og måske opdage, at vi ikke behøver at være alene på vores rejse tættere mod os selv.

Noget er begyndt at tage form.
Et sted, hvor du langsomt kan nærme dig de sider af dig selv, som du længes efter at leve mere ud fra.

Det starter med Nærvær – grupper og forløb for kvinder, der har givet alt til børn, partnere, venner eller arbejde, og nu længes efter at finde sig selv igen. Længes efter den dybe vejrtrækning, der giver plads og overskud i hverdagen.

Måske mærker du noget i dig, der genkender det, jeg skriver.
Hvis du har lyst, så del det med mig.
Jeg tager imod – alt er velkomment.

Kærligst Sille

Måske du også vil synes om dette blogindlæg.

Hvem er jeg når alt omkring mig forandrer sig?

Lyt til teksten her

Forleden talte jeg med min søn. Han brokkede sig over en kammerat. Jeg kunne ikke lade være med at spørge, om han føler, at han bliver en bedre version af sig selv, når han er sammen med sin ven.

Når relationer former os

For mig er det utrolig vigtigt at lære mine børn om betydningen af de relationer, vi omgiver os med. Jeg er selv vokset op med en dyb følelse af ikke at være god nok. En følelse, der har fulgt mig langt ind i voksenlivet og præget mange af mine relationer. Jeg har holdt fast i mennesker, fordi jeg troede, at jeg ikke fortjente bedre. Det har taget tid og krævet enormt meget mod at turde vælge mig selv til. At vælge sunde relationer til, hvor jeg kan være mig selv uden at føle mig forkert eller utilstrækkelig.

Hvem vil jeg bruge min energi på?

Jeg bad min søn om at tænke over sit venskab, fordi det giver ham muligheden for at træffe et mere bevidst valg om, hvem han ønsker at bruge sammen med.

Kammeraten er sjov og sej, han kan også være rigtig sød, men han gjorde ham ikke til et bedre menneske.

Jeg tror på, at vores relationer spejler de sider af os selv, vi ofte gemmer væk. At de kan inspirere os til at vokse på måder, vi måske ikke selv kunne have set. Når vi bevidst vælger mennesker, som løfter os og giver os plads til at være hele, vælger vi noget dyrebart.

En øvelse i at mærke forskellen

Jeg har sat mine relationer i skema, for at gøre det visuelt hvordan jeg bruger min energi og mit overskud i mine relationer. Det handler om at observere, hvordan mit overskud føles før, under og efter samværet med et andet menneske.

Føler jeg mig let og løftet, eller tung og træt?

Bliver jeg mere mig selv, eller føler jeg mig forkert?

Det er en øvelse, jeg blev præsenteret for i en lidt anden udgave, da jeg gik på en smerteklinik. Her handlede det om at finde ud af, hvor meget energi forskellige aktiviteter kostede. Begge øvelser giver en dyb forståelse for, hvad der dræner, og hvad der giver overskud.

Kunsten at sige ja

Nogle relationer og aktiviteter koster meget energi, men giver måske også noget værdifuldt. Det handler ikke om at fravælge relationer. Det handler om at vælge, hvornår jeg har overskud til dem. Når jeg ved, hvad der koster energi, og hvad der giver energi, kan jeg planlægge min dag. Så når dagen slutter, går jeg ikke i seng med et energitab – højst i nul.

Da jeg lærte at prioritere benhårdt

Når jeg sidder her og skriver, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det kan lyde koldt og hårdt at sætte sine relationer i skema. 

Men da mine smerter var allerværst, kravlede jeg i seng hver aften. I den periode var det enormt vigtigt for mig ikke at bruge den smule energi, jeg havde, på de forkerte ting. Jeg skulle have energi til at være mor for mine tre børn og sørge for, at deres hverdag fungerede. Mit nej til energislugende relationer i den periode var i stedet et ja til mine børn.

Valg uden skyld og skam

Jeg kæmpede med følelsen af at være egoistisk og følte mig konstant utilstrækkelig. Men en dag mødte jeg en kvinde, som sagde til mig:

“Der findes ikke tilvalg uden fravalg. Hvis du bruger 90% af din tid på drænende relationer og aktiviteter, har du kun 10% tilbage til det, der nærer dig. Det betyder, at du får mindre tid til det, der gør livet sjovere. Det handler altså ikke om at sige nej til andre, men om at sige ja til dig selv.“

En læring, som jeg giver videre

Den læring vil jeg gerne give videre til mine børn. Ikke at de skal skemalægge relationer eller sortere folk fra. Jeg ønsker blot, at de altid skal vide, at de har et valg.

At de kan mærke efter: Har jeg overskud til Poul i dag? Han koster energi, selvom jeg holder meget af ham. Eller har jeg mere brug for at bruge min tid på noget, der giver mig mere, end det tager?

De skal ikke føle sig fanget i relationer af pligt eller frygt. De skal vide, at de kan vælge til og fra, uden at føle skyld eller skam.

For mig handler det om at omgive mig med mennesker, der accepterer mig som jeg er, uden at jeg behøver at bevise mit værd. At jeg tør sige fra uden frygten for at stå alene tilbage. At jeg tør vælge til med tillid til, at jeg fortjener de relationer, der føles nære og nærende.

Kunne du selv tænke dig at opdage, hvad der nærer og dræner dig? Så sender jeg dig gerne Relationskompasset et skema til energibevidsthed i relationer, jeg selv har udviklet.

Kærligst Sille

Måske du også vil synes om dette blogindlæg.

Vidste du, at solbriller kan påvirke din naturlige solbeskyttelse?

Lyt til teksten her

Traumer kan kategoriseres på flere måder, afhængigt af hvilket perspektiv man ser ud fra. Psykologisk, neurobiologisk, kropsligt eller følelsesmæssigt.

Forskellige måder at forstå og opdele traumer på

Type I og Type II traumer

• Type I-traumer er enkeltstående, chokerende begivenheder — f.eks. en bilulykke, overfald eller naturkatastrofer.
• Type II-traumer er gentagne eller langvarige belastninger — f.eks. omsorgssvigt, mobning, overgreb, følelsesmæssig negligering i barndommen.

Choktraumer vs. udviklingstraumer

• Choktraumer opstår pludseligt og voldsomt, og kan overvælde nervesystemet på et splitsekund.
• Udviklingstraumer opstår tidligt i livet, ofte i relation til omsorgspersoner. De præger personlighed, tilknytning og selvopfattelse over tid.

Personlige vs. kollektive traumer

• Personlige traumer er individuelle oplevelser (f.eks. en skilsmisse, tab, overgreb).
• Kollektive traumer påvirker grupper eller samfund (f.eks. krig, pandemier, naturkatastrofer).

Akutte vs. komplekse traumer

• Akut traume er en enkelt hændelse.
• Komplekst traume kommer af gentagne oplevelser, ofte i barndommen, hvor der ikke har været mulighed for regulering, tryghed eller beskyttelse.

Psykoemotionelle vs. somatiske traumer

• Psykoemotionelle traumer mærkes mest på følelseslivet, relationer, tillid og identitet.
• Somatiske traumer lagres i kroppen og kan komme til udtryk som fysiske spændinger, smerter, ubalancer eller sygdomme.

De usynlige traumer, dem vi ikke altid genkender

De fleste mennesker bærer ikke rundt på choktraumer fra enkeltstående hændelser, men på de traumer, der er vævet ind i hverdagen, i relationerne, i barndommen. De, der ikke nødvendigvis bliver set som “store nok” til at være traumer, men som sætter sig dybt alligevel.

Udviklingstraumer

Udviklingstraumer opstår, når et barn ikke bliver mødt følelsesmæssigt. Det kan være små, gentagne svigt – at man ikke bliver trøstet, når man er ked af det. At ingen ser ens glæde. At man lærer, at ens behov er forkerte eller for meget.

Det er ikke nødvendigvis det, der skete, men det, der ikke skete

Ingen spejlede dine følelser.

Ingen hjalp dig med at regulere dig selv.

Du lærte at være den “nemme”, “dygtige” eller “usynlige”.

Det gør noget ved nervesystemet og den måde, vi er i verden på. Mange udviklingstraumer viser sig som lavt selvværd, overansvarlighed, angst, kontrolbehov, tilpasning og følelsesmæssig afstand i nære relationer.

Komplekse traumer er tæt beslægtede med udviklingstraumer. Forskellen er, at der ofte er tale om længerevarende udsættelse for stress, svigt, overgreb eller uforudsigelighed, især i barndommen, og at det har påvirket personlighedsdannelsen.

Et barn, der vokser op i uforudsigelighed, lærer at læse stemninger og fornemme farer. Tilpasse og regulerer sig selv for at overleve. Den overlevelsesstrategi bliver ofte til en identitet.

Det kan vise sig som:

• Hyperårvågenhed og svært ved at slappe af
• En følelse af at være forkert eller “for meget”
• Udfordringer med grænser, tillid og nærhed
• Vanskeligheder med at mærke sig selv, både fysisk og følelsesmæssigt

Relationelle traumer

Relationelle traumer opstår i samspil. Det kan være i familien, men også i parforhold, venskaber eller på arbejdspladsen. De opstår, når du bliver gjort forkert, overset, udskammet eller kontrolleret, igen og igen, af mennesker, der burde være trygge.

Det er traumer, der underminerer tillid, tilknytning og selvbillede. De efterlader ofte en længsel efter kontakt, men også en dyb frygt for at blive såret.

Følelsesmæssige traumer

Her er det følelser, der er blevet afvist, forbudt eller latterliggjort. Måske blev din vrede kaldt hysterisk. Måske blev din sårbarhed mødt med kulde. Måske lærte du, at det var bedre ikke at føle noget som helst.

Disse traumer sætter sig i kroppen som spændinger og i nervesystemet som et konstant beredskab. De gør det svært at mærke, hvad du egentlig føler, og at stole på det, du mærker.

Hvordan kroppen husker

Alle disse former for traumer lever videre i kroppen. I vores vejrtrækning, vores muskeltonus, i blikket, i rytmen i vores tale. Det er her, vi kan begynde at lytte, hvis vi vil forstå, hvad der skete — og hvad der stadig påvirker os.

Der er så mange mennesker, der går rundt med følelsesmæssige ar uden at vide, at det, de bærer, faktisk er traumer. Ikke fordi de fortrænger det, men fordi det aldrig er blevet kaldt ved navn. Fordi det, de oplevede, var “normalt” i deres barndom. Fordi ingen omkring dem satte spørgsmålstegn ved det. Fordi det ikke var voldsomt nok til at passe ind i den gængse forståelse af, hvad traumer er.

Når vi siger “traume”, tænker mange på ulykker, krig, overgreb. Noget dramatisk og ydre. Noget, der kræver blå blink eller overskrifter. Ikke på følelsesmæssig ensomhed. Ikke på utryghed i hjemmet. Ikke på at være den, der altid skal være stærk. Ikke på at blive mødt med tavshed, når man har brug for trøst.  Fordi de ikke ligner det, vi har lært at kalde “et traume”. De er mere acceptable, mere stille, mere sociale. Og netop derfor bliver de ofte usynlige, både for os selv og for andre.

Traume er ikke nødvendigvis det, der skete , det er den måde, kroppen og nervesystemet blev overladt til sig selv på i det, der skete.

Hvad traumer også er

Det er de gentagne øjeblikke i livet, hvor du ikke blev mødt, rummet eller forstået. Hvor du måtte lukke noget ned i dig selv for at kunne være i det.

Det kan være:

• at vokse op i et hjem med meget kritik og lidt anerkendelse
• at blive afvist, når du græd
• at lære, at vrede ikke er okay
• at blive rost for at være “dygtig” – men aldrig for at være ked af det
• at skulle være stærk for de voksne
• at ingen lagde mærke til, at du forsvandt ind i dig selv

Det er små dryp. Igen og igen. Og når der ikke er nogen, der møder dig dér, bliver du alene med det svære – og så begynder kroppen at finde måder at overleve på.

Traumer kan påvirke, hvordan vi ser os selv, vores krop, de valg, vi træffer, og vores relationer. Her er nogle eksempler:

At være den nemme

Du lærte tidligt ikke at fylde for meget. Du mærkede, at dine behov var til besvær. Så du gjorde dig stille. Nem. Tilpasningsdygtig. Og i dag har du svært ved at vide, hvad du egentlig har brug for.

At blive gjort forkert for det, du følte

Måske blev du kaldt følsom, dramatisk, nærtagende. Måske lo de, når du græd. I dag kæmper du med at stole på dine egne reaktioner. Du tvivler. Skammer dig. Tænker: “Det er nok bare mig…”

At skulle være den stærke

Du var den, de voksne lænede sig op ad. Den modne. Den ansvarlige. I dag har du svært ved at bede om hjælp, svært ved at falde sammen i nogle andres arme. Du bærer, men bliver ikke båret.

At vokse op med følelsesmæssig fravær

Ingen slog. Ingen råbte. Men ingen så dig rigtigt. Ingen mødte dit blik, når du havde brug for det. Ingen satte ord på dét, du mærkede. Det føltes ikke voldsomt – men det satte dybe spor i dit nervesystem.

Hvordan de viser sig i voksenlivet

• Du tænker meget over, hvad andre mon tænker om dig
• Du har svært ved at mærke grænser og behov
• Du føler dig ofte forkert – selv i trygge relationer
• Du bliver overvældet af følelser – eller føler ingenting
• Du bliver hurtigt udmattet i sociale sammenhænge
• Du har svært ved at finde ro i kroppen

De her hverdagstraumer bliver ofte ikke anerkendt. Hverken af os selv eller af omverdenen. Vi sammenligner os med “dem der har haft det værre” – og tænker, at vi bare skal tage os sammen. Men det, vi ikke forstår, kan vi ikke give omsorg.

Når vi begynder at tale om vores følelser og mærke kroppen, er det ikke unormalt at opleve

Uro og rastløshed

Det kan føles næsten umuligt at blive i kroppen. Der er uro, kriblen, måske trang til at rejse sig, bevæge sig, flygte. Det er en del af nervesystemets aktivering, ofte en gammel flugtimpuls, der aldrig blev fulgt til dørs.

Følelsesløshed eller tomhed

Intet. Bare ingenting. Kroppen føles fjern eller fraværende. Måske er der bare et slør, en tavshed. Det er ofte tegn på et gammelt frys-respons, hvor det var tryggest ikke at mærke noget.

Spændinger eller modstand

Pludselig mærker du spændinger i maven, brystet, kæben. Eller en indre modstand mod at gå dybere. Det er kroppens måde at beskytte noget sårbart på. Noget, der endnu ikke føles trygt at åbne.

Følelser, du ikke forventede

Tårer uden en åbenlys grund. Sorg, vrede, irritation. Eller en dyb længsel, du ikke kan sætte ord på. Følelser, der har ventet på at blive mærket. Kroppen husker, selv når sindet har glemt.

Pludselig træthed

Du bliver tung, træt, sløv – måske ligefrem døsig eller desorienteret. Det kan være nervesystemet, der begynder at regulere sig selv. Eller en slags “lukning” for at undgå kontakt med noget svært.

Kaos i hovedet

Tankemylder, selvkritik, tvivl. En trang til at analysere, forstå, forklare. Når vi kommer tæt på kroppen, prøver hovedet ofte at tage over. Det er en strategi for at undgå sårbar kontakt.

Ønsket om nærhed, varme og lindring

Nogle gange er der også forløsning og blødhed. Et suk. Et slip. En varme i hjertet. En fornemmelse af at være kommet hjem, af at forstå. Når kroppen mærker sig mødt, kan den begynde at give slip.

At gå på opdagelse i sit indre er ofte ikke rosenrødt, som det kan se ud på film. Det kræver mod, vilje og vedholdenhed at gå selvopdagelsens vej. At turde dykke ned i dybet og mærke alle dele af det, du så længe har prøvet at gemme væk. Genskabe tilliden til kroppen. Mærke kroppens reaktioner og mærke, at noget begynder at vågne. At kroppen begynder at tale. Så det, der engang var nødvendigt at lukke ned for, måske nu kan få plads – lidt efter lidt.

Jeg har i mit indlæg Jeg kalder det selvopdagelse – ikke selvudvikling delt konkrete redskaber, som kan hjælpe dig med at begynde at lytte til kroppen.

Kærligst Sille

Lyt til teksten her

Jeg har dykket ned i bøgernes verden. Talt med psykologer og terapeuter. Været til yoga og kropsterapi. Jeg har set mine indre mønstre. Og alligevel var jeg fanget i de samme følelser, de samme reaktioner, den samme indre afstand.

Jeg har lært, at selvopdagelse ikke kræver en særlig metode eller proces. Det er at turde sidde på sin seng og mærke, at man ikke kan holde ud at være i sin egen krop – men blive der alligevel.

At begive sig ned ad selvopdagelsens vej har ikke været en nem rejse. Alligevel har det været noget af det mest ægte og kærlige, jeg har gjort for mig selv.

Når skammen mister sit greb

Når vi giver plads til smerten og mørket, mister skammen sin magt. Fordi vi ikke skjuler os længere – hverken for os selv eller for andre.

Alt det, vi har forsøgt at gemme væk – reaktioner, overlevelsesstrategier og tilpasningsmønstre – mister grebet, når hemmelighederne kommer frem i lyset.

Det er som at indrømme, at man er den, der slog prutten – alle kan lugte. Folk får svært ved at pege fingre og hviske, når lugtens ejer rækker hånden i vejret og ejer den. Lugten forsvinder ikke – men det gør skammen.

Der er noget magisk ved at turde se sig selv i øjnene – uden at kigge væk – og erkende: “Der er ting, jeg ikke tør sige højt. Ikke engang til mig selv.”

Andre kan ikke længere bruge vores sårbarhed imod os og gøre os forkerte, når vi selv anerkender og møder alle dele af os. Når vi ikke længere skammer os.

Hovedet som dirigent – og kroppen der forsvandt

Jeg forstod det hele med mit hoved. Jeg kendte mønstrene. Jeg holdt pauser og brugte selvforkælelse. Men alligevel oplevede jeg kun sporadisk lindring.

Jeg kan bedst beskrive det som et parforhold, hvor det primært er den ene, der bestemmer – hvor deres behov og lyster er i fokus. Over tid skaber det ubalance. Den, der ikke får plads, trækker sig og mistrives.

Vi er skabt til forbindelse. Med os selv. Med vores partner. Med fællesskabet.

Mit hoved var den dominerende. Den der bestemte og tog styringen.

Da forbindelsen blev genopdaget

Jeg oplevede først ægte heling, da jeg mødte min krop. Begyndte at blive, hvor jeg ellers ville flygte væk i gøremål og overspringshandlinger. Blive med følelsen. Blive i kroppen. Møde de dele af mig selv, jeg havde gemt væk. Dem, jeg troede var for meget, for skamfulde, for grusomme. Dem, der fyldte mig med skyld og selvlede.

Ved at anerkende mine erfaringer og de dele af mig, som bar på skyld og skam, begyndte jeg at hele. Oplevelser, der ikke var min skyld, men som var blevet mine byrder at bære.

Kampen for at skubbe mine oplevelser væk blev stille hvisket ud. Jeg begyndte at møde kroppen i dens behov, dyrke selvomsorg, lytte og styrke forbindelsen.

Det har været som at lære et sprog, jeg havde glemt. Kroppens sprog. Et sprog uden ord. Et sprog bestående af kroppens symptomer.

Når vi først har lært at cykle, sidder hukommelsen i kroppen, og vi glemmer det ikke igen. Vi kan være lidt rustne, når vi igen sætter os op på cyklen, men bliver vi ved med at sætte os op på sadlen, vil vi genfinde rytmen.

At møde kroppen med langsomhed og nærvær

Kærlighed i mødet med kroppen handler om tempo. At sætte farten nok ned til at kunne mærke det, der er. Ikke det, vi burde mærke. Ikke det, vi håber at mærke. Men det, der faktisk er.

Det kan være en spænding i brystet, en uro i maven, en længsel i hjertet. Det kan være tomhed. Eller intet. Og det er også okay.

Det handler ikke om hurtige resultater, men om at møde kroppen med nærvær og nysgerrighed. 

• Hvad mærker jeg lige nu?
• Hvor i kroppen kan jeg registrere noget?
• Hvis den her fornemmelse havde en stemme, hvad ville den sige?
• Hvad har min krop brug for lige nu?

Tillid tager tid

Det kræver øvelse. Og tillid. Især hvis kroppen før har føltes som et sted, vi ikke rigtig har haft lyst til at være.

Tillid skabes i det små:

• Når du mærker, at noget strammer, og du ikke straks forsøger at få det til at gå væk.
• Når du spørger: “Hvad prøver du at fortælle mig?” og tillader dig at vente på svaret.
• Når du vælger at være i kroppen, selvom det føles uvant, måske endda utrygt.

At skabe tillid tager tid. Kroppen er måske blevet overhørt i årevis. Eller brugt som et præstationsmiddel, som skjold, som et redskab til at klare det hele. At opbygge tilliden kræver tålmodighed.

Tillid bliver ikke givet; den bliver erfaret gennem gentagelser.

Måske har kroppen bygget et skjold omkring sig, der kun kan sænkes fra indersiden. Det kan ikke fjernes eller likres fri af behandlere, terapeuter eller vores elskede. Kun af os selv, når kroppen oplever og stoler på, at vi kan være med den, rumme den og give kroppen den tryghed, den har brug for, for at komme ud i verden. At vi kan passe på den og er villige til at gøre det. Først når den kan stole på at blive hørt, vil den åbne døren. 

Jeg kalder det selvopdagelse.

Selvudvikling handler ofte om det, der sker udenfor os – om nye redskaber, mål og forandringer. Selvopdagelse handler for mig om det, ingen andre kan vise os. Det, der bor dybt i os, og venter på at blive mødt. Vores indre kropskompas.

Selvforkælelse er de små, livsnødvendige pauser, der hjælper dig med at holde sammen på det hele. Det kan være massage, et langt bad, kage, en aften med veninderne.
Selvomsorg går dybere. Det er at tage vare på hele dig – dine behov, din kost, dine grænser, dine sår, dit nervesystem.

At give slip er ikke at opgive – det er at stoppe med at holde fast i noget, der gør ondt.
At holde fast kan være vigtigt – men kun hvis det, du holder fast i, også holder om dig.

Styrke er at kunne stå ved dig selv – også når du føler dig sårbar.
Overlevelse er at spænde op og klare den – men uden at være rigtig hjemme i dig selv.

Forbindelse er at mærke dig selv sammen med et andet menneske.
Afhængighed er at miste kontakten til dig selv for at beholde en anden.

Rammer er ikke kun noget, du sætter for andre – det er også noget, du sætter for dig selv.
Grænser kommer, når rammerne er blevet overtrådt for mange gange.

Kærlighed er ikke altid behagelig – men den er levende, ægte, sansende.
Pleaseren vil gerne gøre det rigtige – men glemmer sig selv undervejs.

Mod er at turde være med det, du helst vil gemme.
Masken er det, du tager på, når modet svigter – og ingen må se, hvordan du har det.

At længes er et levende sted i kroppen – noget kalder.
At mangle er tomt – noget er væk, og du ved ikke, hvordan du skal få det igen.

Heling er en proces over tid – noget får lov at lande, falde på plads, forandre sig.
Lindring er øjeblikkelig – det dulmer, beroliger, skaber ro for en stund.

Selvværd handler om, hvordan du oplever din egen værdi – også når ingen ser dig.
Selvtillid handler om, hvad du tror, du kan – og hvad du tør vise andre.

At forstå sig selv er en mental proces – at samle brikker, analysere og få indsigter.
At mærke sig selv er en kropslig erfaring – du ved det uden at kunne forklare det.

At regulere sig selv er evnen til at finde ind i ro og balance igen.
At undertrykke sine følelser er at lægge låg på, fordi det bliver for meget.

At vælge sig selv er at lytte til egne behov, også når det ikke passer ind.
At tilpasse sig er at gå på kompromis med sig selv for at høre til.

Ro er ikke nødvendigvis stilhed – det er fraværet af indre kamp.
Kontrol føles roligt på overfladen, men larmer ofte indeni.

Mit Kropskompas

At lytte til kroppen og bruge min krop som en slags kropskompas har gjort mine symptomer og følelser visuelle. Det har forbundet min mentale forståelse med min krops oplevelser.

Fordi det blev konkret og synligt, var det lettere at tage et skridt tilbage og se sammenhængen.
Som når vi ser et landskab fra luften – pludselig kan vi se, hvor vi har gået i ring, og hvad der kunne være en ny vej.

Min krop mærkede, at jeg lyttede og det gjorde mit nervesystem trygt, min krop tryg.
Den behøvede ikke længere at råbe for at få min opmærksomhed.
Det skabte ro, så jeg kunne begynde at træffe nye valg, gå på opdagelse i mig selv og opdage at der slet ikke var så slemt at være som jeg troede.

Jeg vil elske at høre dine tanker.

Kærligst, Sille

Jeg oplever en smerte, som stammer fra et kollektivt tab, der er vævet ind i generationers fortælling om kroppen. En stille frakobling, der ikke nødvendigvis kan sættes ord på, men som mærkes som uro, tomhed eller følelsen af at være langt væk fra mig selv.

Dette er en fortælling om at lytte, om det stille tab, om langsomt at vende hjem. Det er mine personlige refleksioner om kvindekroppen, historien og det, der stadig lever i os

Kroppen som noget syndigt, ustyrligt og lavt

I store dele af kristendommens historie er kroppen blevet betragtet som noget, der skulle kontrolleres, tæmmes eller i bedste fald ignoreres. Sansning, nydelse, seksualitet og følelsesudtryk er blevet forbundet med synd, skyld og skam. Kroppen blev gjort til noget, der kunne lede os væk fra det guddommelige. I stedet for at være vejen dertil.

Tro kan være dybt nærende, livgivende, smukt og meningsfyldt. Men de religiøse institutioner og strukturer, vi har arvet i Vesten, har ikke historie for at ære kroppen.

Særligt kvindekroppen er blevet betragtet som syndig og uren.
Den menstruerende, fødende, sansende krop blev gjort til noget ustyrligt. Noget, der skulle dæmpes, tildækkes og kontrolleres. Kvinder blev fortalt, at de skulle være rene. De blev udelukket fra kirken, når de blødte.
Og dermed blev de også gjort forkerte i deres naturlige rytmer og bevægelser.

Vi bærer sporene

Vi skjuler vores bind i ærmet på vej til toilettet

Vi undskylder, når vi græder

Vi tør ikke udtrykke vores seksuelle lyster

Vi skammer os over vores kroppe

Fra intuitiv visdom til ydre autoritet

Religionens strukturer flyttede autoriteten ud af kroppen og over i præster, skrifter og regler. Det, vi tidligere sansede som sandt;

I hjertet

I maven

På huden

Blev afløst af ydre overbevisninger. Vi lærte at tvivle på vores impulser. At ignorere vores grænser. At tilpasse os det, vi blev fortalt var “rigtigt”.

Der opstod en adskillelse: mellem det fysiske og det åndelige, mellem det menneskelige og det hellige. Og mange kvinder lærte, at det mest hellige var det, der foregik uden for kroppen. I himlen. I skriften. I afholdenheden.

Vi lærte, at vi ikke kunne stole på os selv.

Da det hellige fandtes i det levede

Før den organiserede religion var relationen til det guddommelige forankret i kroppen, naturen og de cykliske rytmer. Guddommen var ikke kun én og fjern, men mange og nærværende. Den levende i alt omkring os. Kvindekroppen blev set som hellig, ikke syndig. Seksualitet var livskraft. Følelser var adgang til viden. Kroppen var ikke noget, vi skulle beherske. Den var noget, vi lyttede til.

I mange før-religiøse kulturer mødtes kvinder og mænd ikke i et hierarki, men i en gensidig bevægelse. Der var en oplevelse af at supplere hinanden frem for dominans. Begge køn havde adgang til intuition, sårbarhed, styrke og visdom. Seksualitet blev ikke udskammet, men æret som en kraft, der kunne binde, vække og hele. Man var tættere på kroppen, på nuet, på det menneskelige.

Et tab, der mærkes i generationer

Jeg tror, mange af os, bærer en sorg over det tab. Ikke bevidst. Men som en indre subtil følelse af, at vi ikke helt må være her. Ikke sådan rigtigt. Ikke med hele vores sansende, følelsesfulde, instinktive væren.

Vi spænder op, holder vejret, tilpasser os. Vi forsøger at passe ind i en form, der blev skabt for at adskille os fra det, vi er. Vi kalder det normalitet, funktion og Succes.

Men længslen lever videre. Længslen efter at vende hjem. Ikke til en idé om kroppen, men til den levede oplevelse af at høre til i den. At mærke den som hellig. Ikke som syndig og skamfuld.

Kroppen glemmer ikke. Den er altid i kontakt, med følelserne, impulserne, historien. Det er vores opmærksomhed, der lukker ned, prøver at forstå med hovedet, forsvinder for ikke at være med det, der mærkes.

Vi er ikke diskonnektede. Forbindelsen har altid været der.
Så måske handler det ikke om at skabe forbindelse, men om at genkende den.

At tillade det, der allerede er.

At lytte uden at skulle forstå.

At mærke uden at ville ændre.

Den velkendte følelse af tomhed

De sidste par dage har jeg mærket en indre uro. En vrede, som ikke ville slippe. En frustration uden tydelig retning. Og nedenunder – den velkendte tomhed. En længsel, jeg kender så godt, men som sjældent har et navn.

Mit eget første ægte møde med min krop skete, da en vis kvinde lagde sine hænder på min fod. Hun bad mig mærke efter – hvordan hendes hænder føltes. Om trykket skulle være blødere eller hårdere. Om hun skulle flytte dem. Stoppe. Blive.

Jeg lå under et tæppe, omsluttet af bløde puder. Solen skinnede og varmede mine ben. Jeg sansede, mærkede hele foden, fornemmede hændernes tryk og pludselig mærkede jeg et skift.

Jeg forlod kroppen. Som jeg har gjort så mange gange før. Op i hovedet. Begyndte at analysere: Føltes det rart? Det føltes ikke ubehageligt – så hvad var det, jeg havde mærket?

Hun fjernede hænderne, uden at jeg sagde noget. Hun havde også mærket skiftet. Fornemmet min kropslige flugt. Og hun sagde:

“Din krop sagde fra. Den har brug for, at du lytter.”