Blog

Lyt til teksten her

Traumer kan kategoriseres på flere måder, afhængigt af hvilket perspektiv man ser ud fra. Psykologisk, neurobiologisk, kropsligt eller følelsesmæssigt.

Forskellige måder at forstå og opdele traumer på

Type I og Type II traumer

• Type I-traumer er enkeltstående, chokerende begivenheder — f.eks. en bilulykke, overfald eller naturkatastrofer.
• Type II-traumer er gentagne eller langvarige belastninger — f.eks. omsorgssvigt, mobning, overgreb, følelsesmæssig negligering i barndommen.

Choktraumer vs. udviklingstraumer

• Choktraumer opstår pludseligt og voldsomt, og kan overvælde nervesystemet på et splitsekund.
• Udviklingstraumer opstår tidligt i livet, ofte i relation til omsorgspersoner. De præger personlighed, tilknytning og selvopfattelse over tid.

Personlige vs. kollektive traumer

• Personlige traumer er individuelle oplevelser (f.eks. en skilsmisse, tab, overgreb).
• Kollektive traumer påvirker grupper eller samfund (f.eks. krig, pandemier, naturkatastrofer).

Akutte vs. komplekse traumer

• Akut traume er en enkelt hændelse.
• Komplekst traume kommer af gentagne oplevelser, ofte i barndommen, hvor der ikke har været mulighed for regulering, tryghed eller beskyttelse.

Psykoemotionelle vs. somatiske traumer

• Psykoemotionelle traumer mærkes mest på følelseslivet, relationer, tillid og identitet.
• Somatiske traumer lagres i kroppen og kan komme til udtryk som fysiske spændinger, smerter, ubalancer eller sygdomme.

De usynlige traumer, dem vi ikke altid genkender

De fleste mennesker bærer ikke rundt på choktraumer fra enkeltstående hændelser, men på de traumer, der er vævet ind i hverdagen, i relationerne, i barndommen. De, der ikke nødvendigvis bliver set som “store nok” til at være traumer, men som sætter sig dybt alligevel.

Udviklingstraumer

Udviklingstraumer opstår, når et barn ikke bliver mødt følelsesmæssigt. Det kan være små, gentagne svigt – at man ikke bliver trøstet, når man er ked af det. At ingen ser ens glæde. At man lærer, at ens behov er forkerte eller for meget.

Det er ikke nødvendigvis det, der skete, men det, der ikke skete

Ingen spejlede dine følelser.

Ingen hjalp dig med at regulere dig selv.

Du lærte at være den “nemme”, “dygtige” eller “usynlige”.

Det gør noget ved nervesystemet og den måde, vi er i verden på. Mange udviklingstraumer viser sig som lavt selvværd, overansvarlighed, angst, kontrolbehov, tilpasning og følelsesmæssig afstand i nære relationer.

Komplekse traumer er tæt beslægtede med udviklingstraumer. Forskellen er, at der ofte er tale om længerevarende udsættelse for stress, svigt, overgreb eller uforudsigelighed, især i barndommen, og at det har påvirket personlighedsdannelsen.

Et barn, der vokser op i uforudsigelighed, lærer at læse stemninger og fornemme farer. Tilpasse og regulerer sig selv for at overleve. Den overlevelsesstrategi bliver ofte til en identitet.

Det kan vise sig som:

• Hyperårvågenhed og svært ved at slappe af
• En følelse af at være forkert eller “for meget”
• Udfordringer med grænser, tillid og nærhed
• Vanskeligheder med at mærke sig selv, både fysisk og følelsesmæssigt

Relationelle traumer

Relationelle traumer opstår i samspil. Det kan være i familien, men også i parforhold, venskaber eller på arbejdspladsen. De opstår, når du bliver gjort forkert, overset, udskammet eller kontrolleret, igen og igen, af mennesker, der burde være trygge.

Det er traumer, der underminerer tillid, tilknytning og selvbillede. De efterlader ofte en længsel efter kontakt, men også en dyb frygt for at blive såret.

Følelsesmæssige traumer

Her er det følelser, der er blevet afvist, forbudt eller latterliggjort. Måske blev din vrede kaldt hysterisk. Måske blev din sårbarhed mødt med kulde. Måske lærte du, at det var bedre ikke at føle noget som helst.

Disse traumer sætter sig i kroppen som spændinger og i nervesystemet som et konstant beredskab. De gør det svært at mærke, hvad du egentlig føler, og at stole på det, du mærker.

Hvordan kroppen husker

Alle disse former for traumer lever videre i kroppen. I vores vejrtrækning, vores muskeltonus, i blikket, i rytmen i vores tale. Det er her, vi kan begynde at lytte, hvis vi vil forstå, hvad der skete — og hvad der stadig påvirker os.

Der er så mange mennesker, der går rundt med følelsesmæssige ar uden at vide, at det, de bærer, faktisk er traumer. Ikke fordi de fortrænger det, men fordi det aldrig er blevet kaldt ved navn. Fordi det, de oplevede, var “normalt” i deres barndom. Fordi ingen omkring dem satte spørgsmålstegn ved det. Fordi det ikke var voldsomt nok til at passe ind i den gængse forståelse af, hvad traumer er.

Når vi siger “traume”, tænker mange på ulykker, krig, overgreb. Noget dramatisk og ydre. Noget, der kræver blå blink eller overskrifter. Ikke på følelsesmæssig ensomhed. Ikke på utryghed i hjemmet. Ikke på at være den, der altid skal være stærk. Ikke på at blive mødt med tavshed, når man har brug for trøst.  Fordi de ikke ligner det, vi har lært at kalde “et traume”. De er mere acceptable, mere stille, mere sociale. Og netop derfor bliver de ofte usynlige, både for os selv og for andre.

Traume er ikke nødvendigvis det, der skete , det er den måde, kroppen og nervesystemet blev overladt til sig selv på i det, der skete.

Hvad traumer også er

Det er de gentagne øjeblikke i livet, hvor du ikke blev mødt, rummet eller forstået. Hvor du måtte lukke noget ned i dig selv for at kunne være i det.

Det kan være:

• at vokse op i et hjem med meget kritik og lidt anerkendelse
• at blive afvist, når du græd
• at lære, at vrede ikke er okay
• at blive rost for at være “dygtig” – men aldrig for at være ked af det
• at skulle være stærk for de voksne
• at ingen lagde mærke til, at du forsvandt ind i dig selv

Det er små dryp. Igen og igen. Og når der ikke er nogen, der møder dig dér, bliver du alene med det svære – og så begynder kroppen at finde måder at overleve på.

Traumer kan påvirke, hvordan vi ser os selv, vores krop, de valg, vi træffer, og vores relationer. Her er nogle eksempler:

At være den nemme

Du lærte tidligt ikke at fylde for meget. Du mærkede, at dine behov var til besvær. Så du gjorde dig stille. Nem. Tilpasningsdygtig. Og i dag har du svært ved at vide, hvad du egentlig har brug for.

At blive gjort forkert for det, du følte

Måske blev du kaldt følsom, dramatisk, nærtagende. Måske lo de, når du græd. I dag kæmper du med at stole på dine egne reaktioner. Du tvivler. Skammer dig. Tænker: “Det er nok bare mig…”

At skulle være den stærke

Du var den, de voksne lænede sig op ad. Den modne. Den ansvarlige. I dag har du svært ved at bede om hjælp, svært ved at falde sammen i nogle andres arme. Du bærer, men bliver ikke båret.

At vokse op med følelsesmæssig fravær

Ingen slog. Ingen råbte. Men ingen så dig rigtigt. Ingen mødte dit blik, når du havde brug for det. Ingen satte ord på dét, du mærkede. Det føltes ikke voldsomt – men det satte dybe spor i dit nervesystem.

Hvordan de viser sig i voksenlivet

• Du tænker meget over, hvad andre mon tænker om dig
• Du har svært ved at mærke grænser og behov
• Du føler dig ofte forkert – selv i trygge relationer
• Du bliver overvældet af følelser – eller føler ingenting
• Du bliver hurtigt udmattet i sociale sammenhænge
• Du har svært ved at finde ro i kroppen

De her hverdagstraumer bliver ofte ikke anerkendt. Hverken af os selv eller af omverdenen. Vi sammenligner os med “dem der har haft det værre” – og tænker, at vi bare skal tage os sammen. Men det, vi ikke forstår, kan vi ikke give omsorg.

Når vi begynder at tale om vores følelser og mærke kroppen, er det ikke unormalt at opleve

Uro og rastløshed

Det kan føles næsten umuligt at blive i kroppen. Der er uro, kriblen, måske trang til at rejse sig, bevæge sig, flygte. Det er en del af nervesystemets aktivering, ofte en gammel flugtimpuls, der aldrig blev fulgt til dørs.

Følelsesløshed eller tomhed

Intet. Bare ingenting. Kroppen føles fjern eller fraværende. Måske er der bare et slør, en tavshed. Det er ofte tegn på et gammelt frys-respons, hvor det var tryggest ikke at mærke noget.

Spændinger eller modstand

Pludselig mærker du spændinger i maven, brystet, kæben. Eller en indre modstand mod at gå dybere. Det er kroppens måde at beskytte noget sårbart på. Noget, der endnu ikke føles trygt at åbne.

Følelser, du ikke forventede

Tårer uden en åbenlys grund. Sorg, vrede, irritation. Eller en dyb længsel, du ikke kan sætte ord på. Følelser, der har ventet på at blive mærket. Kroppen husker, selv når sindet har glemt.

Pludselig træthed

Du bliver tung, træt, sløv – måske ligefrem døsig eller desorienteret. Det kan være nervesystemet, der begynder at regulere sig selv. Eller en slags “lukning” for at undgå kontakt med noget svært.

Kaos i hovedet

Tankemylder, selvkritik, tvivl. En trang til at analysere, forstå, forklare. Når vi kommer tæt på kroppen, prøver hovedet ofte at tage over. Det er en strategi for at undgå sårbar kontakt.

Ønsket om nærhed, varme og lindring

Nogle gange er der også forløsning og blødhed. Et suk. Et slip. En varme i hjertet. En fornemmelse af at være kommet hjem, af at forstå. Når kroppen mærker sig mødt, kan den begynde at give slip.

At gå på opdagelse i sit indre er ofte ikke rosenrødt, som det kan se ud på film. Det kræver mod, vilje og vedholdenhed at gå selvopdagelsens vej. At turde dykke ned i dybet og mærke alle dele af det, du så længe har prøvet at gemme væk. Genskabe tilliden til kroppen. Mærke kroppens reaktioner og mærke, at noget begynder at vågne. At kroppen begynder at tale. Så det, der engang var nødvendigt at lukke ned for, måske nu kan få plads – lidt efter lidt.

Jeg har i mit indlæg Jeg kalder det selvopdagelse – ikke selvudvikling delt konkrete redskaber, som kan hjælpe dig med at begynde at lytte til kroppen.

Kærligst Sille

Lyt til teksten her

Jeg har dykket ned i bøgernes verden. Talt med psykologer og terapeuter. Været til yoga og kropsterapi. Jeg har set mine indre mønstre. Og alligevel var jeg fanget i de samme følelser, de samme reaktioner, den samme indre afstand.

Jeg har lært, at selvopdagelse ikke kræver en særlig metode eller proces. Det er at turde sidde på sin seng og mærke, at man ikke kan holde ud at være i sin egen krop – men blive der alligevel.

At begive sig ned ad selvopdagelsens vej har ikke været en nem rejse. Alligevel har det været noget af det mest ægte og kærlige, jeg har gjort for mig selv.

Når skammen mister sit greb

Når vi giver plads til smerten og mørket, mister skammen sin magt. Fordi vi ikke skjuler os længere – hverken for os selv eller for andre.

Alt det, vi har forsøgt at gemme væk – reaktioner, overlevelsesstrategier og tilpasningsmønstre – mister grebet, når hemmelighederne kommer frem i lyset.

Det er som at indrømme, at man er den, der slog prutten – alle kan lugte. Folk får svært ved at pege fingre og hviske, når lugtens ejer rækker hånden i vejret og ejer den. Lugten forsvinder ikke – men det gør skammen.

Der er noget magisk ved at turde se sig selv i øjnene – uden at kigge væk – og erkende: “Der er ting, jeg ikke tør sige højt. Ikke engang til mig selv.”

Andre kan ikke længere bruge vores sårbarhed imod os og gøre os forkerte, når vi selv anerkender og møder alle dele af os. Når vi ikke længere skammer os.

Hovedet som dirigent – og kroppen der forsvandt

Jeg forstod det hele med mit hoved. Jeg kendte mønstrene. Jeg holdt pauser og brugte selvforkælelse. Men alligevel oplevede jeg kun sporadisk lindring.

Jeg kan bedst beskrive det som et parforhold, hvor det primært er den ene, der bestemmer – hvor deres behov og lyster er i fokus. Over tid skaber det ubalance. Den, der ikke får plads, trækker sig og mistrives.

Vi er skabt til forbindelse. Med os selv. Med vores partner. Med fællesskabet.

Mit hoved var den dominerende. Den der bestemte og tog styringen.

Da forbindelsen blev genopdaget

Jeg oplevede først ægte heling, da jeg mødte min krop. Begyndte at blive, hvor jeg ellers ville flygte væk i gøremål og overspringshandlinger. Blive med følelsen. Blive i kroppen. Møde de dele af mig selv, jeg havde gemt væk. Dem, jeg troede var for meget, for skamfulde, for grusomme. Dem, der fyldte mig med skyld og selvlede.

Ved at anerkende mine erfaringer og de dele af mig, som bar på skyld og skam, begyndte jeg at hele. Oplevelser, der ikke var min skyld, men som var blevet mine byrder at bære.

Kampen for at skubbe mine oplevelser væk blev stille hvisket ud. Jeg begyndte at møde kroppen i dens behov, dyrke selvomsorg, lytte og styrke forbindelsen.

Det har været som at lære et sprog, jeg havde glemt. Kroppens sprog. Et sprog uden ord. Et sprog bestående af kroppens symptomer.

Når vi først har lært at cykle, sidder hukommelsen i kroppen, og vi glemmer det ikke igen. Vi kan være lidt rustne, når vi igen sætter os op på cyklen, men bliver vi ved med at sætte os op på sadlen, vil vi genfinde rytmen.

At møde kroppen med langsomhed og nærvær

Kærlighed i mødet med kroppen handler om tempo. At sætte farten nok ned til at kunne mærke det, der er. Ikke det, vi burde mærke. Ikke det, vi håber at mærke. Men det, der faktisk er.

Det kan være en spænding i brystet, en uro i maven, en længsel i hjertet. Det kan være tomhed. Eller intet. Og det er også okay.

Det handler ikke om hurtige resultater, men om at møde kroppen med nærvær og nysgerrighed. 

• Hvad mærker jeg lige nu?
• Hvor i kroppen kan jeg registrere noget?
• Hvis den her fornemmelse havde en stemme, hvad ville den sige?
• Hvad har min krop brug for lige nu?

Tillid tager tid

Det kræver øvelse. Og tillid. Især hvis kroppen før har føltes som et sted, vi ikke rigtig har haft lyst til at være.

Tillid skabes i det små:

• Når du mærker, at noget strammer, og du ikke straks forsøger at få det til at gå væk.
• Når du spørger: “Hvad prøver du at fortælle mig?” og tillader dig at vente på svaret.
• Når du vælger at være i kroppen, selvom det føles uvant, måske endda utrygt.

At skabe tillid tager tid. Kroppen er måske blevet overhørt i årevis. Eller brugt som et præstationsmiddel, som skjold, som et redskab til at klare det hele. At opbygge tilliden kræver tålmodighed.

Tillid bliver ikke givet; den bliver erfaret gennem gentagelser.

Måske har kroppen bygget et skjold omkring sig, der kun kan sænkes fra indersiden. Det kan ikke fjernes eller likres fri af behandlere, terapeuter eller vores elskede. Kun af os selv, når kroppen oplever og stoler på, at vi kan være med den, rumme den og give kroppen den tryghed, den har brug for, for at komme ud i verden. At vi kan passe på den og er villige til at gøre det. Først når den kan stole på at blive hørt, vil den åbne døren. 

Jeg kalder det selvopdagelse.

Selvudvikling handler ofte om det, der sker udenfor os – om nye redskaber, mål og forandringer. Selvopdagelse handler for mig om det, ingen andre kan vise os. Det, der bor dybt i os, og venter på at blive mødt. Vores indre kropskompas.

Selvforkælelse er de små, livsnødvendige pauser, der hjælper dig med at holde sammen på det hele. Det kan være massage, et langt bad, kage, en aften med veninderne.
Selvomsorg går dybere. Det er at tage vare på hele dig – dine behov, din kost, dine grænser, dine sår, dit nervesystem.

At give slip er ikke at opgive – det er at stoppe med at holde fast i noget, der gør ondt.
At holde fast kan være vigtigt – men kun hvis det, du holder fast i, også holder om dig.

Styrke er at kunne stå ved dig selv – også når du føler dig sårbar.
Overlevelse er at spænde op og klare den – men uden at være rigtig hjemme i dig selv.

Forbindelse er at mærke dig selv sammen med et andet menneske.
Afhængighed er at miste kontakten til dig selv for at beholde en anden.

Rammer er ikke kun noget, du sætter for andre – det er også noget, du sætter for dig selv.
Grænser kommer, når rammerne er blevet overtrådt for mange gange.

Kærlighed er ikke altid behagelig – men den er levende, ægte, sansende.
Pleaseren vil gerne gøre det rigtige – men glemmer sig selv undervejs.

Mod er at turde være med det, du helst vil gemme.
Masken er det, du tager på, når modet svigter – og ingen må se, hvordan du har det.

At længes er et levende sted i kroppen – noget kalder.
At mangle er tomt – noget er væk, og du ved ikke, hvordan du skal få det igen.

Heling er en proces over tid – noget får lov at lande, falde på plads, forandre sig.
Lindring er øjeblikkelig – det dulmer, beroliger, skaber ro for en stund.

Selvværd handler om, hvordan du oplever din egen værdi – også når ingen ser dig.
Selvtillid handler om, hvad du tror, du kan – og hvad du tør vise andre.

At forstå sig selv er en mental proces – at samle brikker, analysere og få indsigter.
At mærke sig selv er en kropslig erfaring – du ved det uden at kunne forklare det.

At regulere sig selv er evnen til at finde ind i ro og balance igen.
At undertrykke sine følelser er at lægge låg på, fordi det bliver for meget.

At vælge sig selv er at lytte til egne behov, også når det ikke passer ind.
At tilpasse sig er at gå på kompromis med sig selv for at høre til.

Ro er ikke nødvendigvis stilhed – det er fraværet af indre kamp.
Kontrol føles roligt på overfladen, men larmer ofte indeni.

Mit Kropskompas

At lytte til kroppen og bruge min krop som en slags kropskompas har gjort mine symptomer og følelser visuelle. Det har forbundet min mentale forståelse med min krops oplevelser.

Fordi det blev konkret og synligt, var det lettere at tage et skridt tilbage og se sammenhængen.
Som når vi ser et landskab fra luften – pludselig kan vi se, hvor vi har gået i ring, og hvad der kunne være en ny vej.

Min krop mærkede, at jeg lyttede og det gjorde mit nervesystem trygt, min krop tryg.
Den behøvede ikke længere at råbe for at få min opmærksomhed.
Det skabte ro, så jeg kunne begynde at træffe nye valg, gå på opdagelse i mig selv og opdage at der slet ikke var så slemt at være som jeg troede.

Jeg vil elske at høre dine tanker.

Kærligst, Sille

Jeg oplever en smerte, som stammer fra et kollektivt tab, der er vævet ind i generationers fortælling om kroppen. En stille frakobling, der ikke nødvendigvis kan sættes ord på, men som mærkes som uro, tomhed eller følelsen af at være langt væk fra mig selv.

Dette er en fortælling om at lytte, om det stille tab, om langsomt at vende hjem. Det er mine personlige refleksioner om kvindekroppen, historien og det, der stadig lever i os

Kroppen som noget syndigt, ustyrligt og lavt

I store dele af kristendommens historie er kroppen blevet betragtet som noget, der skulle kontrolleres, tæmmes eller i bedste fald ignoreres. Sansning, nydelse, seksualitet og følelsesudtryk er blevet forbundet med synd, skyld og skam. Kroppen blev gjort til noget, der kunne lede os væk fra det guddommelige. I stedet for at være vejen dertil.

Tro kan være dybt nærende, livgivende, smukt og meningsfyldt. Men de religiøse institutioner og strukturer, vi har arvet i Vesten, har ikke historie for at ære kroppen.

Særligt kvindekroppen er blevet betragtet som syndig og uren.
Den menstruerende, fødende, sansende krop blev gjort til noget ustyrligt. Noget, der skulle dæmpes, tildækkes og kontrolleres. Kvinder blev fortalt, at de skulle være rene. De blev udelukket fra kirken, når de blødte.
Og dermed blev de også gjort forkerte i deres naturlige rytmer og bevægelser.

Vi bærer sporene

Vi skjuler vores bind i ærmet på vej til toilettet

Vi undskylder, når vi græder

Vi tør ikke udtrykke vores seksuelle lyster

Vi skammer os over vores kroppe

Fra intuitiv visdom til ydre autoritet

Religionens strukturer flyttede autoriteten ud af kroppen og over i præster, skrifter og regler. Det, vi tidligere sansede som sandt;

I hjertet

I maven

På huden

Blev afløst af ydre overbevisninger. Vi lærte at tvivle på vores impulser. At ignorere vores grænser. At tilpasse os det, vi blev fortalt var “rigtigt”.

Der opstod en adskillelse: mellem det fysiske og det åndelige, mellem det menneskelige og det hellige. Og mange kvinder lærte, at det mest hellige var det, der foregik uden for kroppen. I himlen. I skriften. I afholdenheden.

Vi lærte, at vi ikke kunne stole på os selv.

Da det hellige fandtes i det levede

Før den organiserede religion var relationen til det guddommelige forankret i kroppen, naturen og de cykliske rytmer. Guddommen var ikke kun én og fjern, men mange og nærværende. Den levende i alt omkring os. Kvindekroppen blev set som hellig, ikke syndig. Seksualitet var livskraft. Følelser var adgang til viden. Kroppen var ikke noget, vi skulle beherske. Den var noget, vi lyttede til.

I mange før-religiøse kulturer mødtes kvinder og mænd ikke i et hierarki, men i en gensidig bevægelse. Der var en oplevelse af at supplere hinanden frem for dominans. Begge køn havde adgang til intuition, sårbarhed, styrke og visdom. Seksualitet blev ikke udskammet, men æret som en kraft, der kunne binde, vække og hele. Man var tættere på kroppen, på nuet, på det menneskelige.

Et tab, der mærkes i generationer

Jeg tror, mange af os, bærer en sorg over det tab. Ikke bevidst. Men som en indre subtil følelse af, at vi ikke helt må være her. Ikke sådan rigtigt. Ikke med hele vores sansende, følelsesfulde, instinktive væren.

Vi spænder op, holder vejret, tilpasser os. Vi forsøger at passe ind i en form, der blev skabt for at adskille os fra det, vi er. Vi kalder det normalitet, funktion og Succes.

Men længslen lever videre. Længslen efter at vende hjem. Ikke til en idé om kroppen, men til den levede oplevelse af at høre til i den. At mærke den som hellig. Ikke som syndig og skamfuld.

Kroppen glemmer ikke. Den er altid i kontakt, med følelserne, impulserne, historien. Det er vores opmærksomhed, der lukker ned, prøver at forstå med hovedet, forsvinder for ikke at være med det, der mærkes.

Vi er ikke diskonnektede. Forbindelsen har altid været der.
Så måske handler det ikke om at skabe forbindelse, men om at genkende den.

At tillade det, der allerede er.

At lytte uden at skulle forstå.

At mærke uden at ville ændre.

Den velkendte følelse af tomhed

De sidste par dage har jeg mærket en indre uro. En vrede, som ikke ville slippe. En frustration uden tydelig retning. Og nedenunder – den velkendte tomhed. En længsel, jeg kender så godt, men som sjældent har et navn.

Mit eget første ægte møde med min krop skete, da en vis kvinde lagde sine hænder på min fod. Hun bad mig mærke efter – hvordan hendes hænder føltes. Om trykket skulle være blødere eller hårdere. Om hun skulle flytte dem. Stoppe. Blive.

Jeg lå under et tæppe, omsluttet af bløde puder. Solen skinnede og varmede mine ben. Jeg sansede, mærkede hele foden, fornemmede hændernes tryk og pludselig mærkede jeg et skift.

Jeg forlod kroppen. Som jeg har gjort så mange gange før. Op i hovedet. Begyndte at analysere: Føltes det rart? Det føltes ikke ubehageligt – så hvad var det, jeg havde mærket?

Hun fjernede hænderne, uden at jeg sagde noget. Hun havde også mærket skiftet. Fornemmet min kropslige flugt. Og hun sagde:

“Din krop sagde fra. Den har brug for, at du lytter.”

Om sårbarhed, kærlighed og det, vi siger til hinanden.

Når folk hører, at Martin ikke er biologisk far til mine børn, bliver han ofte rost til skyerne for det, han gør. Han får anerkendelse for sit store hjerte og for at have taget en “kæmpe pakke” med sig i form af mine tre børn. Jeg ved, at ordene er ment som en ros, men i starten efterlod de mig med en følelse af ikke at være nok. Som om jeg skulle kompensere for de “ofre,” andre mente, han havde gjort for min skyld.

Deres ord fik mig til at føle, at jeg stod i gæld til ham – en gæld, jeg aldrig vil kunne betale tilbage, fordi den handler om kærlighed.

Hvad gør det ved et barn, når det vokser op med en særlig fortælling om sig selv – og den pludselig forsvinder?

Ligesom andres gode råd kan ramme mig, tænker jeg ofte på, hvordan mine ord påvirker mine børn. De former deres selvopfattelse.

Jeg havde engang en ung pige i forløb, der hele sit liv havde fået at vide, at hun var smuk, og at hun ville få masser af kærester. Da hun blev teenager, oplevede hun, at komplimenterne dalede i takt med, at hun fik akne. Hun troede, det var fordi, hun ikke længere var smuk. Frygten for at være mindre værd blev til en spiseforstyrrelse.

Jeg tror ikke, at hendes forældres komplimenter stoppede på grund af aknen. I deres øjne var hun stadig smuk. Men måske sagde de det mindre, fordi hun blev ældre, og det ikke længere var lige så sødt at have fem kærester som i børnehaven.

Hvad kan vi så sige?

Jeg kender ikke svaret. For vi kan ikke vide, hvilke ord eller sætninger der sætter sig fast i et andet menneske. Men jeg ved, at jeg ikke stopper med at fortælle mine piger, at de er smukke. Men jeg husker også at fortælle dem om deres styrker. Deres nysgerrighed, evne til at lytte og skøre idéer, at de er meget mere end det, andre ser.

Ord kan ramme uventet, selv når de siges med kærlighed. Det vigtigste er at være klar over, at de ikke kun lever i vores gode intentioner. De spiller også en rolle i andres oplevelser.

Kærligst Sille

Weekendens fine vejr skabte de dejligste forårsvibes, havearbejde, bålhygge og udendørsleg med ungerne. For mig er det også nu, at jeg begynder at vænne min hud til solen, så jeg undgår at blive skoldet til sommer.

Kroppens egen solbeskyttelse starter i øjnene

Når sollyset rammer øjnene, sender de signaler til hjernen om at aktivere kroppens egen solbeskyttelse. Øjnene registrerer, hvor meget UV-lys der er, og sender besked til hypofysen, som øger produktionen af melanin – det pigment, der beskytter huden mod solskader.

Med andre ord: Når mine øjne opfanger sollys, får min krop besked på at styrke sin naturlige beskyttelse mod solen.

Derfor bruger jeg (næsten) aldrig solbriller

Når jeg dækker mine øjne bag mørke solbriller, vil denne proces blive forstyrret. Øjnene vil ikke opfange den reelle lysmængde, og kroppen kan derfor tro, at det er overskyet, hvilket potentielt kan gøre min hud mere sårbar overfor solskader. Samtidig spiller sollys via øjnene en vigtig rolle i at regulere døgnrytme, hormonbalance og energiniveau.

Blå øjne og solens styrke

Jeg har blå øjne, hvilket betyder, at de indeholder mindre melanin end mørkebrune øjne. Det gør dem mere lysfølsomme og jeg bliver nemmere blændet af solen. Helt automatisk kniber jeg øjnene sammen for at beskytte dem. 

Men fordi lyse øjne slipper mere lys igennem, hvilket betyder det også, at jeg ser bedre i tusmørke og mørke end dem med mørkere øjne.

Derfor er jeg opmærksom på, hvornår det giver mening at bruge solbriller, og hvornår jeg lader mine øjne arbejde, som de er skabt til.

Mørkebrune øjne har mest melanin og beskytter bedre mod stærkt lys og UV-stråler. Derfor er mennesker med mørke øjne generelt mindre lysfølsomme og har en lavere risiko for visse øjensygdomme forbundet med UV-eksponering. 

Solbriller – ven eller fjende?

Det betyder ikke, at jeg aldrig bruger solbriller. Når jeg kører bil, bruger jeg dem for at undgå at blive blændet af solen, og når jeg cykler, beskytter de mine øjne mod støv og skidt.

Hvis jeg er på vandet eller hvis jeg turde stå på ski, ville jeg også bruge solbriller for at beskytte mine øjne mod den voldsomme refleksion fra overfladerne.

Men i hverdagen, når jeg bare er udenfor i naturligt dagslys, lader jeg mine øjne få det lys, de har brug for, for på den måde modtager min krop de rigtige signaler og kan bedre regulere sin naturlige solbeskyttelse.

For mig handler det ikke om at skære solbrillerne helt fra, men om at bruge dem med bevidsthed. At lade mine øjne arbejde med solen, når det giver mening – og beskytte dem, når det er nødvendigt.

Måske kan det også give mening for dig?

Hvis du ofte føler dig tung og energiforladt, har svært ved at falde i søvn, mærker spændinger omkring øjnene eller hurtigt bliver skoldet i solen, kan det være værd at prøve at lade øjnene få mere dagslys.

Kærligst Sille