En følelse der har sat sig fast – måske genkender du den også?
Måske har du fulgt mig som behandler. Måske er du bare nysgerrig.
Jeg vil gerne tage dig med, mens noget nyt folder sig ud.
Jeg husker glæden lige efter fødslen af mit tredje barn. Hendes små, buttede arme og ben fik mit hjerte til at svulme af lykke.
Hendes storesøster havde været igennem et langt forløb med indlæggelser, spiseproblemer, bekymringer og kontrolvejninger – men denne gang ville det være anderledes.
Da jeg mærkede hendes små elastikker, kunne jeg ikke lade være med at grine. Denne gang skulle det blive bedre.
Men det gjorde det ikke.
Hun begyndte hurtigt at tabe sig.
Kun fjorten dage gammel blev vi indlagt første gang.
Hun kunne ikke spise. Jeg kunne ikke sove. Og hver gang jeg måtte forlade mine to andre børn for at tage med hende på hospitalet, følte jeg mig forkert.
Jeg vænnede mig aldrig til følelsen af at lægge mit barn i narkose.
Og den dag i dag kan jeg stadig genkalde mig lugten af en operationsstue.
Det var en tid, hvor jeg kæmpede for hendes liv – og samtidig for at holde sammen på min familie. Jeg var omgivet af gode mennesker, men alligevel følte jeg mig ensom som aldrig før.
Fjorten dage efter børnene og jeg flyttede fra deres far, begyndte hun at spise.
Jeg glemmer aldrig tårerne, der trillede ned ad kinderne, da hun for første gang sank sin mad.
Efter ti måneder med sonde. Ti måneder med skyld, skam, håb og venten.
I hendes papirer står der, at hendes spisevægring skyldtes den mentale belastning i hjemmet.
Det blev et vendepunkt for mig.
En af de største selverkendelser i mit liv.
Hun viste mig, hvor stærk forbindelsen er mellem det indre og det ydre.
Mellem psyke og krop.
Hun blev begyndelsen på min egen helingsrejse.
Jeg har længe vidst, at det skulle slutte.
At noget var ved at ændre sig.
Og alligevel er det først nu, at det for alvor mærkes.
Nu, hvor briksen snart pakkes væk, og stilheden begynder at brede sig i rummet.
Jeg kan mærke, at jeg står midt i det tomrum, der opstår, når noget er nødt til at slippe for at noget andet kan få plads.
Klinik Valentin har været min første hud.
Mit beskyttende lag.
Men noget i mig har længe kaldt på mere – eller måske mindre.
Et skift, der har været længe undervejs.
Jeg har talt med mange kvinder de seneste år.
Én sætning og en følelse der er gået igen og igen:
“Jeg føler mig alene – selvom jeg ikke er det.”
Personligt kender jeg den følelse alt for godt.
Det der med at sidde sammen med andre og føle sig forkert, uset eller ude af takt.
Fordi ingen ser det inderste.
Det bløde. Det hårde. Det sårbare.
Det, der længes efter at være mere og andet end mor, partner, søster, datter eller kollega.
Min egen længsel – og alt det, kvinder har betroet mig gennem årene – er ved at væve sig sammen til en ny begyndelse.
En ny start for Sille Valentin.
Jeg har et ønske om, at vi ikke længere skal hele os selv i tavshed, men møde os selv i relationen med andre og spejle os i hinanden.
Og måske opdage, at vi ikke behøver at være alene på vores rejse tættere mod os selv.
Noget er begyndt at tage form.
Et sted, hvor du langsomt kan nærme dig de sider af dig selv, som du længes efter at leve mere ud fra.
Det starter med Nærvær – grupper og forløb for kvinder, der har givet alt til børn, partnere, venner eller arbejde, og nu længes efter at finde sig selv igen. Længes efter den dybe vejrtrækning, der giver plads og overskud i hverdagen.
Måske mærker du noget i dig, der genkender det, jeg skriver.
Hvis du har lyst, så del det med mig.
Jeg tager imod – alt er velkomment.
Kærligst Sille
Måske du også vil synes om dette blogindlæg.
Hvem er jeg når alt omkring mig forandrer sig?
