Lyt til teksten her
Traumer kan kategoriseres på flere måder, afhængigt af hvilket perspektiv man ser ud fra. Psykologisk, neurobiologisk, kropsligt eller følelsesmæssigt.
Forskellige måder at forstå og opdele traumer på
Type I og Type II traumer
- Type I-traumer er enkeltstående, chokerende begivenheder — f.eks. en bilulykke, overfald eller naturkatastrofer.
- Type II-traumer er gentagne eller langvarige belastninger — f.eks. omsorgssvigt, mobning, overgreb, følelsesmæssig negligering i barndommen.
Choktraumer vs. udviklingstraumer
- Choktraumer opstår pludseligt og voldsomt, og kan overvælde nervesystemet på et splitsekund.
- Udviklingstraumer opstår tidligt i livet, ofte i relation til omsorgspersoner. De præger personlighed, tilknytning og selvopfattelse over tid.
Personlige vs. kollektive traumer
- Personlige traumer er individuelle oplevelser (f.eks. en skilsmisse, tab, overgreb).
- Kollektive traumer påvirker grupper eller samfund (f.eks. krig, pandemier, naturkatastrofer).
Akutte vs. komplekse traumer
- Akut traume er en enkelt hændelse.
- Komplekst traume kommer af gentagne oplevelser, ofte i barndommen, hvor der ikke har været mulighed for regulering, tryghed eller beskyttelse.
Psykoemotionelle vs. somatiske traumer
- Psykoemotionelle traumer mærkes mest på følelseslivet, relationer, tillid og identitet.
- Somatiske traumer lagres i kroppen og kan komme til udtryk som fysiske spændinger, smerter, ubalancer eller sygdomme.
De usynlige traumer, dem vi ikke altid genkender
De fleste mennesker bærer ikke rundt på choktraumer fra enkeltstående hændelser, men på de traumer, der er vævet ind i hverdagen, i relationerne, i barndommen. De, der ikke nødvendigvis bliver set som “store nok” til at være traumer, men som sætter sig dybt alligevel.
Udviklingstraumer
Udviklingstraumer opstår, når et barn ikke bliver mødt følelsesmæssigt. Det kan være små, gentagne svigt – at man ikke bliver trøstet, når man er ked af det. At ingen ser ens glæde. At man lærer, at ens behov er forkerte eller for meget.
Det er ikke nødvendigvis det, der skete, men det, der ikke skete
Ingen spejlede dine følelser.
Ingen hjalp dig med at regulere dig selv.
Du lærte at være den “nemme”, “dygtige” eller “usynlige”.
Det gør noget ved nervesystemet og den måde, vi er i verden på. Mange udviklingstraumer viser sig som lavt selvværd, overansvarlighed, angst, kontrolbehov, tilpasning og følelsesmæssig afstand i nære relationer.
Komplekse traumer er tæt beslægtede med udviklingstraumer. Forskellen er, at der ofte er tale om længerevarende udsættelse for stress, svigt, overgreb eller uforudsigelighed, især i barndommen, og at det har påvirket personlighedsdannelsen.
Et barn, der vokser op i uforudsigelighed, lærer at læse stemninger og fornemme farer. Tilpasse og regulerer sig selv for at overleve. Den overlevelsesstrategi bliver ofte til en identitet.
Det kan vise sig som:
- Hyperårvågenhed og svært ved at slappe af
- En følelse af at være forkert eller “for meget”
- Udfordringer med grænser, tillid og nærhed
- Vanskeligheder med at mærke sig selv, både fysisk og følelsesmæssigt
Relationelle traumer
Relationelle traumer opstår i samspil. Det kan være i familien, men også i parforhold, venskaber eller på arbejdspladsen. De opstår, når du bliver gjort forkert, overset, udskammet eller kontrolleret, igen og igen, af mennesker, der burde være trygge.
Det er traumer, der underminerer tillid, tilknytning og selvbillede. De efterlader ofte en længsel efter kontakt, men også en dyb frygt for at blive såret.
Følelsesmæssige traumer
Her er det følelser, der er blevet afvist, forbudt eller latterliggjort. Måske blev din vrede kaldt hysterisk. Måske blev din sårbarhed mødt med kulde. Måske lærte du, at det var bedre ikke at føle noget som helst.
Disse traumer sætter sig i kroppen som spændinger og i nervesystemet som et konstant beredskab. De gør det svært at mærke, hvad du egentlig føler, og at stole på det, du mærker.
Hvordan kroppen husker
Alle disse former for traumer lever videre i kroppen. I vores vejrtrækning, vores muskeltonus, i blikket, i rytmen i vores tale. Det er her, vi kan begynde at lytte, hvis vi vil forstå, hvad der skete — og hvad der stadig påvirker os.
Der er så mange mennesker, der går rundt med følelsesmæssige ar uden at vide, at det, de bærer, faktisk er traumer. Ikke fordi de fortrænger det, men fordi det aldrig er blevet kaldt ved navn. Fordi det, de oplevede, var “normalt” i deres barndom. Fordi ingen omkring dem satte spørgsmålstegn ved det. Fordi det ikke var voldsomt nok til at passe ind i den gængse forståelse af, hvad traumer er.
Når vi siger “traume”, tænker mange på ulykker, krig, overgreb. Noget dramatisk og ydre. Noget, der kræver blå blink eller overskrifter. Ikke på følelsesmæssig ensomhed. Ikke på utryghed i hjemmet. Ikke på at være den, der altid skal være stærk. Ikke på at blive mødt med tavshed, når man har brug for trøst. Fordi de ikke ligner det, vi har lært at kalde “et traume”. De er mere acceptable, mere stille, mere sociale. Og netop derfor bliver de ofte usynlige, både for os selv og for andre.
Traume er ikke nødvendigvis det, der skete , det er den måde, kroppen og nervesystemet blev overladt til sig selv på i det, der skete.
Hvad traumer også er
Det er de gentagne øjeblikke i livet, hvor du ikke blev mødt, rummet eller forstået. Hvor du måtte lukke noget ned i dig selv for at kunne være i det.
Det kan være:
- at vokse op i et hjem med meget kritik og lidt anerkendelse
- at blive afvist, når du græd
- at lære, at vrede ikke er okay
- at blive rost for at være “dygtig” – men aldrig for at være ked af det
- at skulle være stærk for de voksne
- at ingen lagde mærke til, at du forsvandt ind i dig selv
Det er små dryp. Igen og igen. Og når der ikke er nogen, der møder dig dér, bliver du alene med det svære – og så begynder kroppen at finde måder at overleve på.
Traumer kan påvirke, hvordan vi ser os selv, vores krop, de valg, vi træffer, og vores relationer. Her er nogle eksempler:
At være den nemme
Du lærte tidligt ikke at fylde for meget. Du mærkede, at dine behov var til besvær. Så du gjorde dig stille. Nem. Tilpasningsdygtig. Og i dag har du svært ved at vide, hvad du egentlig har brug for.
At blive gjort forkert for det, du følte
Måske blev du kaldt følsom, dramatisk, nærtagende. Måske lo de, når du græd. I dag kæmper du med at stole på dine egne reaktioner. Du tvivler. Skammer dig. Tænker: “Det er nok bare mig…”
At skulle være den stærke
Du var den, de voksne lænede sig op ad. Den modne. Den ansvarlige. I dag har du svært ved at bede om hjælp, svært ved at falde sammen i nogle andres arme. Du bærer, men bliver ikke båret.
At vokse op med følelsesmæssig fravær
Ingen slog. Ingen råbte. Men ingen så dig rigtigt. Ingen mødte dit blik, når du havde brug for det. Ingen satte ord på dét, du mærkede. Det føltes ikke voldsomt – men det satte dybe spor i dit nervesystem.
Hvordan de viser sig i voksenlivet
- Du tænker meget over, hvad andre mon tænker om dig
- Du har svært ved at mærke grænser og behov
- Du føler dig ofte forkert – selv i trygge relationer
- Du bliver overvældet af følelser – eller føler ingenting
- Du bliver hurtigt udmattet i sociale sammenhænge
- Du har svært ved at finde ro i kroppen
De her hverdagstraumer bliver ofte ikke anerkendt. Hverken af os selv eller af omverdenen. Vi sammenligner os med “dem der har haft det værre” – og tænker, at vi bare skal tage os sammen. Men det, vi ikke forstår, kan vi ikke give omsorg.
Når vi begynder at tale om vores følelser og mærke kroppen, er det ikke unormalt at opleve
Uro og rastløshed
Det kan føles næsten umuligt at blive i kroppen. Der er uro, kriblen, måske trang til at rejse sig, bevæge sig, flygte. Det er en del af nervesystemets aktivering, ofte en gammel flugtimpuls, der aldrig blev fulgt til dørs.
Følelsesløshed eller tomhed
Intet. Bare ingenting. Kroppen føles fjern eller fraværende. Måske er der bare et slør, en tavshed. Det er ofte tegn på et gammelt frys-respons, hvor det var tryggest ikke at mærke noget.
Spændinger eller modstand
Pludselig mærker du spændinger i maven, brystet, kæben. Eller en indre modstand mod at gå dybere. Det er kroppens måde at beskytte noget sårbart på. Noget, der endnu ikke føles trygt at åbne.
Følelser, du ikke forventede
Tårer uden en åbenlys grund. Sorg, vrede, irritation. Eller en dyb længsel, du ikke kan sætte ord på. Følelser, der har ventet på at blive mærket. Kroppen husker, selv når sindet har glemt.
Pludselig træthed
Du bliver tung, træt, sløv – måske ligefrem døsig eller desorienteret. Det kan være nervesystemet, der begynder at regulere sig selv. Eller en slags “lukning” for at undgå kontakt med noget svært.
Kaos i hovedet
Tankemylder, selvkritik, tvivl. En trang til at analysere, forstå, forklare. Når vi kommer tæt på kroppen, prøver hovedet ofte at tage over. Det er en strategi for at undgå sårbar kontakt.
Ønsket om nærhed, varme og lindring
Nogle gange er der også forløsning og blødhed. Et suk. Et slip. En varme i hjertet. En fornemmelse af at være kommet hjem, af at forstå. Når kroppen mærker sig mødt, kan den begynde at give slip.
At gå på opdagelse i sit indre er ofte ikke rosenrødt, som det kan se ud på film. Det kræver mod, vilje og vedholdenhed at gå selvopdagelsens vej. At turde dykke ned i dybet og mærke alle dele af det, du så længe har prøvet at gemme væk. Genskabe tilliden til kroppen. Mærke kroppens reaktioner og mærke, at noget begynder at vågne. At kroppen begynder at tale. Så det, der engang var nødvendigt at lukke ned for, måske nu kan få plads – lidt efter lidt.
Jeg har i mit indlæg Jeg kalder det selvopdagelse – ikke selvudvikling delt konkrete redskaber, som kan hjælpe dig med at begynde at lytte til kroppen.
Kærligst Sille