Lyt til teksten her
Jeg har dykket ned i bøgernes verden. Talt med psykologer og terapeuter. Været til yoga og kropsterapi. Jeg har set mine indre mønstre. Og alligevel var jeg fanget i de samme følelser, de samme reaktioner, den samme indre afstand.
Jeg har lært, at selvopdagelse ikke kræver en særlig metode eller proces. Det er at turde sidde på sin seng og mærke, at man ikke kan holde ud at være i sin egen krop – men blive der alligevel.
At begive sig ned ad selvopdagelsens vej har ikke været en nem rejse. Alligevel har det været noget af det mest ægte og kærlige, jeg har gjort for mig selv.
Når skammen mister sit greb
Når vi giver plads til smerten og mørket, mister skammen sin magt. Fordi vi ikke skjuler os længere – hverken for os selv eller for andre.
Alt det, vi har forsøgt at gemme væk – reaktioner, overlevelsesstrategier og tilpasningsmønstre – mister grebet, når hemmelighederne kommer frem i lyset.
Det er som at indrømme, at man er den, der slog prutten – alle kan lugte. Folk får svært ved at pege fingre og hviske, når lugtens ejer rækker hånden i vejret og ejer den. Lugten forsvinder ikke – men det gør skammen.
Der er noget magisk ved at turde se sig selv i øjnene – uden at kigge væk – og erkende: “Der er ting, jeg ikke tør sige højt. Ikke engang til mig selv.”
Andre kan ikke længere bruge vores sårbarhed imod os og gøre os forkerte, når vi selv anerkender og møder alle dele af os. Når vi ikke længere skammer os.
Hovedet som dirigent – og kroppen der forsvandt
Jeg forstod det hele med mit hoved. Jeg kendte mønstrene. Jeg holdt pauser og brugte selvforkælelse. Men alligevel oplevede jeg kun sporadisk lindring.
Jeg kan bedst beskrive det som et parforhold, hvor det primært er den ene, der bestemmer – hvor deres behov og lyster er i fokus. Over tid skaber det ubalance. Den, der ikke får plads, trækker sig og mistrives.
Vi er skabt til forbindelse. Med os selv. Med vores partner. Med fællesskabet.
Mit hoved var den dominerende. Den der bestemte og tog styringen.
Da forbindelsen blev genopdaget
Jeg oplevede først ægte heling, da jeg mødte min krop. Begyndte at blive, hvor jeg ellers ville flygte væk i gøremål og overspringshandlinger. Blive med følelsen. Blive i kroppen. Møde de dele af mig selv, jeg havde gemt væk. Dem, jeg troede var for meget, for skamfulde, for grusomme. Dem, der fyldte mig med skyld og selvlede.
Ved at anerkende mine erfaringer og de dele af mig, som bar på skyld og skam, begyndte jeg at hele. Oplevelser, der ikke var min skyld, men som var blevet mine byrder at bære.
Kampen for at skubbe mine oplevelser væk blev stille hvisket ud. Jeg begyndte at møde kroppen i dens behov, dyrke selvomsorg, lytte og styrke forbindelsen.
Det har været som at lære et sprog, jeg havde glemt. Kroppens sprog. Et sprog uden ord. Et sprog bestående af kroppens symptomer.
Når vi først har lært at cykle, sidder hukommelsen i kroppen, og vi glemmer det ikke igen. Vi kan være lidt rustne, når vi igen sætter os op på cyklen, men bliver vi ved med at sætte os op på sadlen, vil vi genfinde rytmen.
At møde kroppen med langsomhed og nærvær
Kærlighed i mødet med kroppen handler om tempo. At sætte farten nok ned til at kunne mærke det, der er. Ikke det, vi burde mærke. Ikke det, vi håber at mærke. Men det, der faktisk er.
Det kan være en spænding i brystet, en uro i maven, en længsel i hjertet. Det kan være tomhed. Eller intet. Og det er også okay.
Det handler ikke om hurtige resultater, men om at møde kroppen med nærvær og nysgerrighed.
- Hvad mærker jeg lige nu?
- Hvor i kroppen kan jeg registrere noget?
- Hvis den her fornemmelse havde en stemme, hvad ville den sige?
- Hvad har min krop brug for lige nu?
Tillid tager tid
Det kræver øvelse. Og tillid. Især hvis kroppen før har føltes som et sted, vi ikke rigtig har haft lyst til at være.
Tillid skabes i det små:
- Når du mærker, at noget strammer, og du ikke straks forsøger at få det til at gå væk.
- Når du spørger: “Hvad prøver du at fortælle mig?” og tillader dig at vente på svaret.
- Når du vælger at være i kroppen, selvom det føles uvant, måske endda utrygt.
At skabe tillid tager tid. Kroppen er måske blevet overhørt i årevis. Eller brugt som et præstationsmiddel, som skjold, som et redskab til at klare det hele. At opbygge tilliden kræver tålmodighed.
Tillid bliver ikke givet; den bliver erfaret gennem gentagelser.
Måske har kroppen bygget et skjold omkring sig, der kun kan sænkes fra indersiden. Det kan ikke fjernes eller likres fri af behandlere, terapeuter eller vores elskede. Kun af os selv, når kroppen oplever og stoler på, at vi kan være med den, rumme den og give kroppen den tryghed, den har brug for, for at komme ud i verden. At vi kan passe på den og er villige til at gøre det. Først når den kan stole på at blive hørt, vil den åbne døren.
Jeg kalder det selvopdagelse.
Selvudvikling handler ofte om det, der sker udenfor os – om nye redskaber, mål og forandringer. Selvopdagelse handler for mig om det, ingen andre kan vise os. Det, der bor dybt i os, og venter på at blive mødt. Vores indre kropskompas.
Selvforkælelse er de små, livsnødvendige pauser, der hjælper dig med at holde sammen på det hele. Det kan være massage, et langt bad, kage, en aften med veninderne.
Selvomsorg går dybere. Det er at tage vare på hele dig – dine behov, din kost, dine grænser, dine sår, dit nervesystem.
At give slip er ikke at opgive – det er at stoppe med at holde fast i noget, der gør ondt.
At holde fast kan være vigtigt – men kun hvis det, du holder fast i, også holder om dig.
Styrke er at kunne stå ved dig selv – også når du føler dig sårbar.
Overlevelse er at spænde op og klare den – men uden at være rigtig hjemme i dig selv.
Forbindelse er at mærke dig selv sammen med et andet menneske.
Afhængighed er at miste kontakten til dig selv for at beholde en anden.
Rammer er ikke kun noget, du sætter for andre – det er også noget, du sætter for dig selv.
Grænser kommer, når rammerne er blevet overtrådt for mange gange.
Kærlighed er ikke altid behagelig – men den er levende, ægte, sansende.
Pleaseren vil gerne gøre det rigtige – men glemmer sig selv undervejs.
Mod er at turde være med det, du helst vil gemme.
Masken er det, du tager på, når modet svigter – og ingen må se, hvordan du har det.
At længes er et levende sted i kroppen – noget kalder.
At mangle er tomt – noget er væk, og du ved ikke, hvordan du skal få det igen.
Heling er en proces over tid – noget får lov at lande, falde på plads, forandre sig.
Lindring er øjeblikkelig – det dulmer, beroliger, skaber ro for en stund.
Selvværd handler om, hvordan du oplever din egen værdi – også når ingen ser dig.
Selvtillid handler om, hvad du tror, du kan – og hvad du tør vise andre.
At forstå sig selv er en mental proces – at samle brikker, analysere og få indsigter.
At mærke sig selv er en kropslig erfaring – du ved det uden at kunne forklare det.
At regulere sig selv er evnen til at finde ind i ro og balance igen.
At undertrykke sine følelser er at lægge låg på, fordi det bliver for meget.
At vælge sig selv er at lytte til egne behov, også når det ikke passer ind.
At tilpasse sig er at gå på kompromis med sig selv for at høre til.
Ro er ikke nødvendigvis stilhed – det er fraværet af indre kamp.
Kontrol føles roligt på overfladen, men larmer ofte indeni.
Mit Kropskompas
At lytte til kroppen og bruge min krop som en slags kropskompas har gjort mine symptomer og følelser visuelle. Det har forbundet min mentale forståelse med min krops oplevelser.
Fordi det blev konkret og synligt, var det lettere at tage et skridt tilbage og se sammenhængen.
Som når vi ser et landskab fra luften – pludselig kan vi se, hvor vi har gået i ring, og hvad der kunne være en ny vej.
Min krop mærkede, at jeg lyttede og det gjorde mit nervesystem trygt, min krop tryg.
Den behøvede ikke længere at råbe for at få min opmærksomhed.
Det skabte ro, så jeg kunne begynde at træffe nye valg, gå på opdagelse i mig selv og opdage at der slet ikke var så slemt at være som jeg troede.
Jeg vil elske at høre dine tanker.
Kærligst, Sille