Jeg oplever en smerte, som stammer fra et kollektivt tab, der er vævet ind i generationers fortælling om kroppen. En stille frakobling, der ikke nødvendigvis kan sættes ord på, men som mærkes som uro, tomhed eller følelsen af at være langt væk fra mig selv.
Dette er en fortælling om at lytte, om det stille tab, om langsomt at vende hjem. Det er mine personlige refleksioner om kvindekroppen, historien og det, der stadig lever i os
Kroppen som noget syndigt, ustyrligt og lavt
I store dele af kristendommens historie er kroppen blevet betragtet som noget, der skulle kontrolleres, tæmmes eller i bedste fald ignoreres. Sansning, nydelse, seksualitet og følelsesudtryk er blevet forbundet med synd, skyld og skam. Kroppen blev gjort til noget, der kunne lede os væk fra det guddommelige. I stedet for at være vejen dertil.
Tro kan være dybt nærende, livgivende, smukt og meningsfyldt. Men de religiøse institutioner og strukturer, vi har arvet i Vesten, har ikke historie for at ære kroppen.
Særligt kvindekroppen er blevet betragtet som syndig og uren.
Den menstruerende, fødende, sansende krop blev gjort til noget ustyrligt. Noget, der skulle dæmpes, tildækkes og kontrolleres. Kvinder blev fortalt, at de skulle være rene. De blev udelukket fra kirken, når de blødte.
Og dermed blev de også gjort forkerte i deres naturlige rytmer og bevægelser.
Vi bærer sporene
Vi skjuler vores bind i ærmet på vej til toilettet
Vi undskylder, når vi græder
Vi tør ikke udtrykke vores seksuelle lyster
Vi skammer os over vores kroppe
Fra intuitiv visdom til ydre autoritet
Religionens strukturer flyttede autoriteten ud af kroppen og over i præster, skrifter og regler. Det, vi tidligere sansede som sandt;
I hjertet
I maven
På huden
Blev afløst af ydre overbevisninger. Vi lærte at tvivle på vores impulser. At ignorere vores grænser. At tilpasse os det, vi blev fortalt var “rigtigt”.
Der opstod en adskillelse: mellem det fysiske og det åndelige, mellem det menneskelige og det hellige. Og mange kvinder lærte, at det mest hellige var det, der foregik uden for kroppen. I himlen. I skriften. I afholdenheden.
Vi lærte, at vi ikke kunne stole på os selv.
Da det hellige fandtes i det levede
Før den organiserede religion var relationen til det guddommelige forankret i kroppen, naturen og de cykliske rytmer. Guddommen var ikke kun én og fjern, men mange og nærværende. Den levende i alt omkring os. Kvindekroppen blev set som hellig, ikke syndig. Seksualitet var livskraft. Følelser var adgang til viden. Kroppen var ikke noget, vi skulle beherske. Den var noget, vi lyttede til.
I mange før-religiøse kulturer mødtes kvinder og mænd ikke i et hierarki, men i en gensidig bevægelse. Der var en oplevelse af at supplere hinanden frem for dominans. Begge køn havde adgang til intuition, sårbarhed, styrke og visdom. Seksualitet blev ikke udskammet, men æret som en kraft, der kunne binde, vække og hele. Man var tættere på kroppen, på nuet, på det menneskelige.
Et tab, der mærkes i generationer
Jeg tror, mange af os, bærer en sorg over det tab. Ikke bevidst. Men som en indre subtil følelse af, at vi ikke helt må være her. Ikke sådan rigtigt. Ikke med hele vores sansende, følelsesfulde, instinktive væren.
Vi spænder op, holder vejret, tilpasser os. Vi forsøger at passe ind i en form, der blev skabt for at adskille os fra det, vi er. Vi kalder det normalitet, funktion og Succes.
Men længslen lever videre. Længslen efter at vende hjem. Ikke til en idé om kroppen, men til den levede oplevelse af at høre til i den. At mærke den som hellig. Ikke som syndig og skamfuld.
Kroppen glemmer ikke. Den er altid i kontakt, med følelserne, impulserne, historien. Det er vores opmærksomhed, der lukker ned, prøver at forstå med hovedet, forsvinder for ikke at være med det, der mærkes.
Vi er ikke diskonnektede. Forbindelsen har altid været der.
Så måske handler det ikke om at skabe forbindelse, men om at genkende den.
At tillade det, der allerede er.
At lytte uden at skulle forstå.
At mærke uden at ville ændre.
Den velkendte følelse af tomhed
De sidste par dage har jeg mærket en indre uro. En vrede, som ikke ville slippe. En frustration uden tydelig retning. Og nedenunder – den velkendte tomhed. En længsel, jeg kender så godt, men som sjældent har et navn.
Mit eget første ægte møde med min krop skete, da en vis kvinde lagde sine hænder på min fod. Hun bad mig mærke efter – hvordan hendes hænder føltes. Om trykket skulle være blødere eller hårdere. Om hun skulle flytte dem. Stoppe. Blive.
Jeg lå under et tæppe, omsluttet af bløde puder. Solen skinnede og varmede mine ben. Jeg sansede, mærkede hele foden, fornemmede hændernes tryk og pludselig mærkede jeg et skift.
Jeg forlod kroppen. Som jeg har gjort så mange gange før. Op i hovedet. Begyndte at analysere: Føltes det rart? Det føltes ikke ubehageligt – så hvad var det, jeg havde mærket?
Hun fjernede hænderne, uden at jeg sagde noget. Hun havde også mærket skiftet. Fornemmet min kropslige flugt. Og hun sagde:
“Din krop sagde fra. Den har brug for, at du lytter.”