Om sårbarhed, kærlighed og det, vi siger til hinanden.
Når folk hører, at Martin ikke er biologisk far til mine børn, bliver han ofte rost til skyerne for det, han gør. Han får anerkendelse for sit store hjerte og for at have taget en “kæmpe pakke” med sig i form af mine tre børn. Jeg ved, at ordene er ment som en ros, men i starten efterlod de mig med en følelse af ikke at være nok. Som om jeg skulle kompensere for de “ofre,” andre mente, han havde gjort for min skyld.
Deres ord fik mig til at føle, at jeg stod i gæld til ham – en gæld, jeg aldrig vil kunne betale tilbage, fordi den handler om kærlighed.
Hvad gør det ved et barn, når det vokser op med en særlig fortælling om sig selv – og den pludselig forsvinder?
Ligesom andres gode råd kan ramme mig, tænker jeg ofte på, hvordan mine ord påvirker mine børn. De former deres selvopfattelse.
Jeg havde engang en ung pige i forløb, der hele sit liv havde fået at vide, at hun var smuk, og at hun ville få masser af kærester. Da hun blev teenager, oplevede hun, at komplimenterne dalede i takt med, at hun fik akne. Hun troede, det var fordi, hun ikke længere var smuk. Frygten for at være mindre værd blev til en spiseforstyrrelse.
Jeg tror ikke, at hendes forældres komplimenter stoppede på grund af aknen. I deres øjne var hun stadig smuk. Men måske sagde de det mindre, fordi hun blev ældre, og det ikke længere var lige så sødt at have fem kærester som i børnehaven.
Hvad kan vi så sige?
Jeg kender ikke svaret. For vi kan ikke vide, hvilke ord eller sætninger der sætter sig fast i et andet menneske. Men jeg ved, at jeg ikke stopper med at fortælle mine piger, at de er smukke. Men jeg husker også at fortælle dem om deres styrker. Deres nysgerrighed, evne til at lytte og skøre idéer, at de er meget mere end det, andre ser.
Ord kan ramme uventet, selv når de siges med kærlighed. Det vigtigste er at være klar over, at de ikke kun lever i vores gode intentioner. De spiller også en rolle i andres oplevelser.
Kærligst Sille