Jeg troede, jeg vidste, hvem jeg var. Jeg var hende, der skabte og healede med mine hænder. Hende, der samsov med sin mindste.
Men så forsvandt det.
Et liv i forandring
Jeg er og har været mange ting i mit liv.
Jeg blev født som nogens barn, blev nogens lillesøster, senere storesøster. Jeg har været skolebarn, teenager og nu – i nogens øjne – voksen 😉. Jeg flyttede hjemmefra, tog en uddannelse, blev konditor, senere kosmetolog og nu terapeut med naturmedicinsk viden. Jeg blev gift og skilt. Jeg blev mor til tre, og hver gang skiftede mit moderskab og min rolle i det hele. Jeg har været kronisk syg, hundeejer, hønseholder og tvilling.
Mit liv har skiftet form utallige gange. Mine roller har ændret sig, mit hvad jeg er har været i konstant bevægelse. Og alligevel – hver gang der har været et skifte, har det føltes som et lille identitetstab.
Selvudvikling – at turde træde ind i det ukendte
Årene med selvvalgt selvudvikling har været nogle af de smukkeste, vildeste og mest ensomme år.
For mig har selvudvikling været at træde ud over den kant, hvor jeg troede, jeg ikke kunne trække vejret. At bevæge mig ind i et sted, der føltes som ren død – hvor følelsen af intethed fyldte alt.
Jeg tror, de fleste kender den følelse på den ene eller anden måde. Jeg har stået ved afgrunden så mange gange uden at turde træde ind i den.
Nu tør jeg ikke længere lade være.
Selvudvikling er ikke et projekt, der skal fikses. Det er en opløsning af alt det, vi troede, vi var. Det er at give slip på de historier, vi har fortalt os selv – og turde møde, hvem vi er. Med alt, hvad det indebærer af vrede, sorg, smerte, glæde og lykke.
Det er at mærke skiftet helt ind i kroppen og lade det forme os på ny.
Og det gør ondt.
For med hver erkendelse følger et slip. Noget gammelt dør, før noget nyt kan tage form.
Da mine hænder ikke længere kunne bære min identitet
Da mine hænder, som hele mit liv havde været mit arbejdsredskab, fik gigt, og min mindste datter valgte sin egen seng til, stod jeg der igen – dér, hvor alt var i opbrud.
Et skifte i både mit moderskab og mit virke.
To ting, der havde været med til at definere mig.
Jeg havde på en eller anden måde igen ladet mig identificere fuldstændig med mine roller.
Jeg var blevet hvad jeg er, i stedet for hvem jeg er.
Hvem er jeg – bag rollerne?
Mit sind er krøllet, snoet af nysgerrighed, længsel, fornemmelser – en umættelig trang til at forstå og lære.
Jeg er kompleks og sammensat.
Jeg er sensitiv og introvert, jeg mærker og sanser verden. Jeg ser skyggerne i alle deres nuancer af grå såvel som lyset, der viser en verden af farver.
Jeg har aldrig helt passet ind i kasserne. Selv ikke dem, jeg selv har forsøgt at bygge.
I mit indre bor en dyb rastløshed, der altid søger dybere, højere, mere – nysgerrig på at forstå alt, hvad der er stort og småt.
Jeg handler og lever med hjertet. Jeg kan ikke finde ud af andet.
Når vi føler os fejlkastede i vores eget liv
Livet skifter form, og jeg skifter med det. Uden at miste mig selv finder jeg nye lag af den, jeg er.
Livet er et stort teaterstykke, og i takt med at vi vokser som mennesker, kan vi ende med at føle os fejlkastede i vores eget liv.
Vi ser os selv spille en rolle, vi ikke længere trives i, men ofte tør vi ikke give slip, for hvem er vi uden den?
Det har taget mig længe at nå frem til erkendelsen af, at hvem og hvad jeg er, er to vidt forskellige ting, men de går hånd i hånd.
Jeg har lært, at jeg altid er mere end det, jeg gør. Mere end de titler, jeg bærer.
At hvem jeg er, ikke afhænger af, om mine hænder kan arbejde, eller om min datter ligger i min seng om natten.
Den særlige stilhed, der rummer alt
Jeg sanser verden i nuancer.
Søger dybde.
Finder ro i stilhed og mening i det usagte.
Der er en særlig form for stilhed, når noget falder væk, før det næste tager form.
Det er et rum af ingenting og alting på én gang.
En uro.
En sorg.
Men også en mulighed.
Når jeg tør give slip på hvad jeg var, kan jeg mærke hvem jeg er – uden mine hænders arbejde, uden min datters åndedrag i mit øre, uden den økonomiske sikkerhed, der før gav mig en følelse af tryghed.
Måske står du der lige nu?
Måske har du, ligesom jeg, stået dér, hvor en rolle, du har haft i årevis, pludselig ikke længere føles som din.
Stået dér, hvor du mærker, at noget er ved at skifte, men du endnu ikke ved, hvad det skal blive til.
Måske står du der lige nu – dér, hvor du har mulighed for at møde dig selv på ny?
Hver gang mit liv har skiftet form, har jeg skiftet med det, både med og modvilligt.
Jeg er her stadig
Og måske er det netop dér, friheden ligger – i at turde slippe rollerne, før de kvæler os?
Kærligst Sille